Blogindlæg fra Nuuk: Dansk boligpolitik i Grønland i efterkrigstiden

Skrevet av Inge Høst Seiding

Grønlandskommissionen af 1950 – betænkning og de første planer

Studierne af dansk og norsk boligpolitik i henholdsvis Grønland og Finnmark er så småt begyndt at køre parallelt i INDHOME. Astrid Marie Holand skriver i sit blogindlæg om sine første arkivstudier i Finnmarkskontorets arkiv i Riksarkivet. Her i Nuuk (og København) er vi endnu ikke nået ind i arkiverne (hvoraf flere befinder sig i København), men vi er startet med at orientere os i nogle af de vigtigste trykte kilder som fortæller om både de store linjer og den, måske, overraskende detaljerigdom i boligplanlægningen. Den udgjorde en betydelig del af den danske grønlandspolitik i forbindelse med nyordningen og den formelle indlemmelse af Grønland i kongeriget Danmark og de store ændringer i den danske politik vedr. Grønland der startede allerede inden grundlovsændringen i 1953.[1]

Efter krigen, hvor den danske administration af Grønland fra København blev afbrudt pga. den tyske besættelse af Danmark, fik kritikken af levevilkårene og medbestemmelsen i Grønland ny styrke. Samtidigt voksede et pres på Danmark udefra, internationalt, til at afkolonisere.[2] Ligesom i Norge, prægedes dansk politik også af socialdemokratiske valgprogrammer og deraf afledte reformer med fokus på omfattende og stærkt statsstyret velfærdspolitik på alle områder. Det kom også til at præge den politiske planlægning i Danmark for den tidligere koloni, nu nye ’landsdel’ Grønland, i tiden helt frem til indførelse af Hjemmestyre – i 1979.

I 1948 nedsatte den danske statsminister Hans Hedtoft en kommission bestående af 16 repræsentanter udvalgt af de danske ministerier, den danske Rigsdag og de grønlandske landsråd. Hertil kom en række underkommissioner som hver beskæftigede sig med særlige emner. I alt 109 kommissionsmedlemmer fik til opdrag at udarbejde en betænkning som skulle analysere grundlaget for en gennemgribende reform af det grønlandske samfund og styrelse. Betænkningen udkom i 1950 og brød med den hidtidige danske politik der havde holdt Grønland som et lukket territorium med spredt bebyggelse, handelsmonopol og en økonomi baseret på småskala-fiskeri og fangst. Nu skulle Grønland åbnes, monopolet brydes og fiskeri og fiskeindustri drive økonomien og samle befolkningen i langt færre og større byer i åbentvandsområder på vestkysten. Kommissionen var utroligt hurtigt arbejdende. På under et år var de 1100 sider klar, men som det senere er påpeget havde Grønlands Styrelse i stor udstrækning forberedt arbejdet med en række betænkninger og rapporter der lå til grund for arbejdet inden kommissionen og underkommissionerne gik i gang med arbejdet.[3]

I dag kan vi følge det sporet af den boligpolitik der blev formet i årene op til og lige efter 1953 i Grønlandskommissionens betænkning fra 1950 og det byplanforslag der blev udarbejdet umiddelbart efter.[4]

Grønlandskommissionens betænkning 1950

Det digre værk der i 1950 udkom som Grønlandskommissionens betænkning I-VI indledes af en del I med titlen Placering og udformning af bebyggelser – Den fremtidige anlægsvirksomhed. Titlen viser at landsplan, byplaner, industriel udvikling og boliger var blevet behandlet under et og det var store ændringer i landets beboelsesmønster og levevis man lagde op til. Selv de mindste detaljer i planerne skulle understøtte en forandring samfundets struktur og det enkelte menneske. Særligt det sidste kommer til udtryk i afsnittet om boligbyggeri.

Indledningsvis beskrives de nuværende boligtyper, ældre træhuse og tørvemurshuse (ofte kombineret med træbeklædning) og deres utilstrækkelighed ift. hygiejne, plads og vedligehold.

Dernæst gennemgås de væsentligste krav til de boliger som kommissionen anser som egnede, fremtidige boliger. Hygiejne i form bedre indeklima og lysforhold nævnes, men der ligger et markant fokus i teksten på en ønsket kulturforandring, altså boligen som en ramme der skal forme et nyt og anderledes liv passende til den samlede strategi der nu lægges for moderniseringen:

I de fleste af de eksisterende grønlandske huse har «briksen», hvorpå hele familien havde natteleje, været anset for et nødvendigt stykke inventar. Man bør imidlertid af sundhedsmæssige grunde helt udelade «briksen» i de nye grønlandske boliger, idet en mulig smittefare selvsagt er større, når alle familiens medlemmer sover umiddelbart ved siden af hinanden. Husene må derfor indrettes således, at der bliver plads til, at hver beboer kan få sin egen seng. Dette vil formentlig også have en vis videregående sundhedsmæssig-social betydning, idet den tidlige seksuelle aktivitet og den udbredte promiscuitet med den deraf følgende store udbredelse af kønssygdomme utvivlsomt befordres ved, at hele familien sover sammen på «briksen». (s. 46)[5]

 

Netop den fælles briks i et-rumshuset var karakteristisk for den inuits boliger der stammer fra før-kolonial tid og brugtes indtil den periode der indvarsledes med Grønlandskommissionens betænkning. Husets indretning med sit ene rum, fællessoveareal, briksen, som var en siddeplads og arbejdsplads om dagen, holdt effektivt på varmen og dannede rammen om arbejde, måltider og socialt liv, særligt om vinteren. Om sommeren åbnedes husene og familier spredtes på sommerbopladser i telte. Briksen var også en opbevaringsplads, og under den stod den balje med urin der anvendtes til bl.a. skindgarvning.[6]

Allerede i første halvdel af 1800-tallet ændredes husene af europæiske materialer, træbeklædning og kakkelovne, men den traditionelle grundplan og funktionalitet, direkte afledt af fangerlivets kultur, bestod:

Eksempel på traditionelt hus fra 1940´erne, med sovebriks og et-rumsindretning, som var et hjem for to mindre familier. [7]

Den måde at indrette sig på skulle nu – ligesom fangererhvervet og bosætningsmønstret – ændres som et vigtigt led i de forandringer Grønlandskommissionen anbefalede. Det gøres klart at netop boligerne spiller en central rolle i endemålet for reformerne:

Det er ikke for meget sagt, at en forbedring af boligstandarden i Grønland er en af grundbetingelserne for, at den fulde virkning kan nås af kommissionens forslag på de sundhedsmæssige, kulturelle, politiske og økonomiske områder. Specielt på det økonomiske område må man ikke undervurdere det omfang, i hvilket den lave boligstandard er årsag, direkte og indirekte, til den grønlandske befolknings nuværende ringe økonomiske effektivitet.[8]

Ligesom arkivalierne fra Finnmarkskontoret viser (se Astrid Marie Holands blogindlæg), var der tilsvarende planer om typehus-byggeri i Grønland. I Grønlandskommissionens betænkning står det dog både klart at man tænker på, hvem der skal bo der og, især, hvordan de der skal bo der, skal undergå en forandring (i teksten ‘udvikling’) fra udgangspunktet, både kulturelt, socialt og erhvervsmæssigt. Typehusforlagene i bilagene til betænkningen, 8 i alt, varierende fra 20 kvm til 90 kvm i et til to plan, var tegnet i Grønlands styrelses arkitektafdeling, og blev de første i et omfattende typehusbyggeri i Grønland der fortsattes helt frem til slutningen af 1990’erne. Disse første forslag til typer er i øvrigt ikke ulig de der ses i Finnmarkskontorets arkiv:

Typehus 5 og 6 i bilagene i Grønlandskommissionens betænkning

Byplanforlag i Vestgrønland 1951 og Igdlut Nutât 1954

Spørgsmålet om, hvorvidt der udveksledes erfaringer mellem Danmark og Norge i forbindelse de reformer og boligpolitikker der førtes i Grønland og Finnmark vil blive grundigt undersøgt i INDHOME, men allerede nu tegner der sig et billede af at man, på embedsmandsniveau, skelede til kollegers arbejde på tværs af landegrænserne i Skandinavien. I hvert fald indledes det første bud på en byplan for den grønlandske vestkyst, med en direkte reference til bosætningsmønstre på den norske kyst og de planer der lægges for Finnmarken. En anden tydelig parallel, er det både eksplicit og implicit formulerede formål at assimilere samer og inuit ind i de skandinaviske velfærdsstater som var under opbygning i Norge og Danmark.

Der vil endvidere kunne drages nyttige erfaringer fra det planlægningsarbejde, som er blevet udført i det nordlige Norge efter sidste krigs ødelæggelser. Den norske stats planlægningsorganisation ”Brente Steders Regulering” har i sit arbejde med genopbygningsplanerne tilstræbt en lignende koncentrering af fiskeforarbejdningen på nogle få, større pladser som fandtes velegnede hertil. Bestræbelserne er vistnok endnu ikke lykkedes i ret høj grad, bl.a. fordi planlægningen ikke er blevet fulgt op af statens øvrige organer, og fordi det ikke er lykkedes at gøre befolkningen medinteresseret i tilstrækkelig grad. Begge disse vanskeligheder bør kunne overvindes i Grønland. (s. 13-15)[9]

Sådan står der i et af de indledende kapitler i det byplanforslag som blev udarbejdet af en gruppe danske byplanlæggere fra Dansk Byplanlaboratorium.[10] Planen var en direkte følge af Grønlandskommissionens betænkning.

                         Forslaget – dansk udgave fra 1951

 Teksten følger et eksempel, vist med to kort, på hvordan man i Norge planlægger organiseringen af fiskeriet i tre niveauer af havne, ankerpladser, fiskerihavne og fire større eksporthavne som man mener at man, løseligt, kan lade sig inspirere af for at effektivisere fiskeriet og fiskeindustrien.

Byplanen er baseret på en forudgående ‘byplanekspedition’ som en af byplanlæggerne, Poul Lyager, reflekterer over 50 år senere i en bog om ekspeditionen, planen og dens efterliv i den galopperende moderniseringsproces.[11] I dag lyder betegnelsen ‘ekspedition’ lidt besynderlig, men byplanlæggerne var ikke de eneste der var på ekspedition for at modernisere Grønland: I 1948-1949 var en gruppe jurister også sendt ud for at undersøge forholdene og udarbejde en betænkning om indførelse af danske retsforhold i Grønland hvilket senere resulterede i en ny kriminallov i Grønland.[12] I dag kan man undre sig over at danske embedsmænds arbejdsrejser benævntes ‘ekspeditioner’ men den lige linje fra fortidens videnskabelig ekspeditioner hvor der kortlagdes og observeredes, er tydelig: Europæiske akademikere der skal undersøge forholdene var der jo også tale om, de fleste uden forudgående viden landet (hvad der fremgår tydeligt af Lyagers erindringer) og med et specifikt videnskabeligt formål. I efterkrigstiden er formålet dog rykket tættere på Grønland: Både byplanlæggerne og juristerne skulle producere en anbefalet plan for samfundet som kunne få enorm betydning for den grønlandske befolkning.

Byplanlæggerne fulgte i store træk Grønlandskommissionens betænkning, men brød på et afgørende punkt med den – boligtyperne. De anbefalede fritliggende typehuse af træ, så de ingen perspektiver i. Der skulle bygges i højden og med materialer der krævede mindre vedligehold end træ. Blokbyggeriet var på vej til Grønland, omend ikke i så ekstrem udstrækning som byplanlæggerne, næsten drillende, satte i spil med i deres forlag:

En hel by i en blok? [13]

Trods den væsentligt anderledes vision om boligbyggeriet end kommissionens træhuse, var de boliger planen (ikke i detaljer – det var jo byplaner) foreslog, meget lig tanken bag typehusene: Moderne boliger for kernefamilien. Og byplanlæggerne, som havde haft meget ringe kontakt til befolkningen under deres ‘ekspedition’[14] holdt sig ikke fra at antage hvad man i Grønland ønskede sig af fremtidens boliger:

At landets indbyggere i en længst forsvunden tid har boet mange familier sammen i langhuse eller primitive former for rækkehuse, er vel ikke ensbetydende med, at befolkningen i dag vil finde det tilfredsstillende at bo dør om dør. […] Om befolkningen vil føle sig tillokket af etagehuslejligheder afhænger af hvor fordelagtige de vil vise sig for dem. Mange grønlændere er fra besøg i Danmark kendt med denne boligform, og mange vil antagelig være tilbøjelige til at tage danske boligvaner til forbillede.[15]

I Grønlands Styrelse gjorde man sig mange tanker om de mennesker der skulle bo i de nye boliger, og det gjorde byplanlæggerne også. De nye boliger, i betonblokke eller typehuse, (og jeg tør godt afsløre at det blev et miks af begge) skulle forme beboerne til at passe ind i alle de andre forandringer der skete i samfundet omkring dem. Dermed skulle beboerne i de nye huse helst forlade den fælles briks, droppe urinbaljen, lade børnene læse lektier i deres eget værelse og ikke bo sammen med deres slægtninge og gamle længere. Der var også kultur, social organisering og livsstil knyttet tæt til de traditionelle boliger, hvor flerfamiliehusstanden både praktisk og økonomisk organiserede dagliglivet og arbejdet på bopladserne.[16]

Detaljeniveauet i den styring staten ønskede på boligområdet var højt. I 1954 udgav det danske statsministerium en vejledning til de grønlændere der ønskede at bygge deres egne huse gennem det statslige boligstøtteprogram og den tykke manual omfattede alt fra det mindste søm til husets beliggenhed – og indretning:

Statsministeriets vejledning til indretning af selvbyggerhuse, 1954 [17]

Igdlut Nutât (Nye Huse) som vejledningen hed, er et eksempel på den ’opdragende’ effekt man ønskede de nye boligformer skulle have på beboerne. Her var anvisninger på indretning ned til mindste detaljer som f.eks. nips, farver og placering af møbler. Også her var der viet flere sider til beskrivelsen af sengepladserne og bygning og placering af senge, hvor det også blev understreget at man skulle sove adskilt.

Boligpolitikken efter 1950 fik utroligt store konsekvenser for befolkningen i Grønland. De næste årtier var også boligerne en del af de mange forandringer der mødte større og større kritik fra det grønlandske samfund. Og selvfølgelig blev boligerne heller ikke – helt – som de så ud på arkitekternes skriveborde, efter de blev fyldt med liv – på godt og ondt. Det er noget af det som INDHOME-projektet kommer til at udforske og fortælle meget mere om de næste par år.

Litteratur

Frandsen, Niels H, Hans Christian Gulløv, Jens Heinrich, Einar Lund Jensen, Ole Marquardt, Søren Rud, and Inge Høst Seiding. Grønland – Den Arktiske Koloni. Edited by Hans Christian Gulløv. Copenhagen: G.E.C. Gads Forlag, 2017.

Goldschmidt, Verner, Per Lindegaard, and Agnete Weis Bentzon. “Betænkning Afgivet Af Den Juridiske Ekspedition Til Grønland 1948-1949.” Copenhagen, 1950.

“Grønlandskommissionens Betænkning.” Copenhagen, 1950.

“Igdlut Nutât – Byg Bedre.” Copenhagen, 1954.

Jensen, Marianne. “Postkoloniale Ofre Eller Selvforskyldte Problemer? Beslutningsprocesser i Anlægsvirksomhede 1950-60.” Ilisimatusarfik – University of Greenland, 2020.

Lund Andersen, Hugo, Poul Lyager, Mogens Boertmann, and Flemming Teisen. “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.” Copenhagen, 1951.

Lyager, Poul. Om Byplan i Grønland – Mellem Præstestyre Og Hjemmestyre. Copenhagen: Dansk Byplanlaboratorium, 2000.

Madsen, Jens Christian. Grønlandske Boliger – Selvbyggeri Og Typehuse. Nuuk: Atuagkat, 2000.

Petersen, R. “Settlements, Kinship and Hunting Grounds in Traditional Greenland.” Meddelelser Om Grønland/Man and Society 27 (2003).

 

[1] Niels H Frandsen et al., Grønland – Den Arktiske Koloni, ed. Hans Christian Gulløv (Copenhagen: G.E.C. Gads Forlag, 2017).

[2] Ibid.

[3] Marianne Jensen, “Postkoloniale Ofre Eller Selvforskyldte Problemer? Beslutningsprocesser i Anlægsvirksomhede 1950-60” (Ilisimatusarfik – University of Greenland, 2020). Side 30-32.

[4] Hugo Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab” (Copenhagen, 1951).

[5] “Grønlandskommissionens Betænkning” (Copenhagen, 1950).

[6] Jens Christian Madsen, Grønlandske Boliger – Selvbyggeri Og Typehuse (Nuuk: Atuagkat, 2000).

[7] Madsen.

[8] “Grønlandskommissionens Betænkning.” S. 51.

[9] Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.”

[10] https://www.byplanlab.dk/

[11] Poul Lyager, Om Byplan i Grønland – Mellem Præstestyre Og Hjemmestyre (Copenhagen: Dansk Byplanlaboratorium, 2000).

[12] Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, and Agnete Weis Bentzon, “Betænkning Afgivet Af Den Juridiske Ekspedition Til Grønland 1948-1949” (Copenhagen, 1950).

[13] Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.” S. 32

[14] Lyager, Om Byplan i Grønland – Mellem Præstestyre Og Hjemmestyre. S. 43

[15] Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.” S. 35

[16] R Petersen, “Settlements, Kinship and Hunting Grounds in Traditional Greenland,” Meddelelser Om Grønland/Man and Society 27 (2003). S.39-43

[17] “Igdlut Nutât – Byg Bedre” (Copenhagen, 1954).