Blogindlæg fra Nuuk: Dansk boligpolitik i Grønland i efterkrigstiden

Skrevet av Inge Høst Seiding

Grønlandskommissionen af 1950 – betænkning og de første planer

Studierne af dansk og norsk boligpolitik i henholdsvis Grønland og Finnmark er så småt begyndt at køre parallelt i INDHOME. Astrid Marie Holand skriver i sit blogindlæg om sine første arkivstudier i Finnmarkskontorets arkiv i Riksarkivet. Her i Nuuk (og København) er vi endnu ikke nået ind i arkiverne (hvoraf flere befinder sig i København), men vi er startet med at orientere os i nogle af de vigtigste trykte kilder som fortæller om både de store linjer og den, måske, overraskende detaljerigdom i boligplanlægningen. Den udgjorde en betydelig del af den danske grønlandspolitik i forbindelse med nyordningen og den formelle indlemmelse af Grønland i kongeriget Danmark og de store ændringer i den danske politik vedr. Grønland der startede allerede inden grundlovsændringen i 1953.[1]

Efter krigen, hvor den danske administration af Grønland fra København blev afbrudt pga. den tyske besættelse af Danmark, fik kritikken af levevilkårene og medbestemmelsen i Grønland ny styrke. Samtidigt voksede et pres på Danmark udefra, internationalt, til at afkolonisere.[2] Ligesom i Norge, prægedes dansk politik også af socialdemokratiske valgprogrammer og deraf afledte reformer med fokus på omfattende og stærkt statsstyret velfærdspolitik på alle områder. Det kom også til at præge den politiske planlægning i Danmark for den tidligere koloni, nu nye ’landsdel’ Grønland, i tiden helt frem til indførelse af Hjemmestyre – i 1979.

I 1948 nedsatte den danske statsminister Hans Hedtoft en kommission bestående af 16 repræsentanter udvalgt af de danske ministerier, den danske Rigsdag og de grønlandske landsråd. Hertil kom en række underkommissioner som hver beskæftigede sig med særlige emner. I alt 109 kommissionsmedlemmer fik til opdrag at udarbejde en betænkning som skulle analysere grundlaget for en gennemgribende reform af det grønlandske samfund og styrelse. Betænkningen udkom i 1950 og brød med den hidtidige danske politik der havde holdt Grønland som et lukket territorium med spredt bebyggelse, handelsmonopol og en økonomi baseret på småskala-fiskeri og fangst. Nu skulle Grønland åbnes, monopolet brydes og fiskeri og fiskeindustri drive økonomien og samle befolkningen i langt færre og større byer i åbentvandsområder på vestkysten. Kommissionen var utroligt hurtigt arbejdende. På under et år var de 1100 sider klar, men som det senere er påpeget havde Grønlands Styrelse i stor udstrækning forberedt arbejdet med en række betænkninger og rapporter der lå til grund for arbejdet inden kommissionen og underkommissionerne gik i gang med arbejdet.[3]

I dag kan vi følge det sporet af den boligpolitik der blev formet i årene op til og lige efter 1953 i Grønlandskommissionens betænkning fra 1950 og det byplanforslag der blev udarbejdet umiddelbart efter.[4]

Grønlandskommissionens betænkning 1950

Det digre værk der i 1950 udkom som Grønlandskommissionens betænkning I-VI indledes af en del I med titlen Placering og udformning af bebyggelser – Den fremtidige anlægsvirksomhed. Titlen viser at landsplan, byplaner, industriel udvikling og boliger var blevet behandlet under et og det var store ændringer i landets beboelsesmønster og levevis man lagde op til. Selv de mindste detaljer i planerne skulle understøtte en forandring samfundets struktur og det enkelte menneske. Særligt det sidste kommer til udtryk i afsnittet om boligbyggeri.

Indledningsvis beskrives de nuværende boligtyper, ældre træhuse og tørvemurshuse (ofte kombineret med træbeklædning) og deres utilstrækkelighed ift. hygiejne, plads og vedligehold.

Dernæst gennemgås de væsentligste krav til de boliger som kommissionen anser som egnede, fremtidige boliger. Hygiejne i form bedre indeklima og lysforhold nævnes, men der ligger et markant fokus i teksten på en ønsket kulturforandring, altså boligen som en ramme der skal forme et nyt og anderledes liv passende til den samlede strategi der nu lægges for moderniseringen:

I de fleste af de eksisterende grønlandske huse har «briksen», hvorpå hele familien havde natteleje, været anset for et nødvendigt stykke inventar. Man bør imidlertid af sundhedsmæssige grunde helt udelade «briksen» i de nye grønlandske boliger, idet en mulig smittefare selvsagt er større, når alle familiens medlemmer sover umiddelbart ved siden af hinanden. Husene må derfor indrettes således, at der bliver plads til, at hver beboer kan få sin egen seng. Dette vil formentlig også have en vis videregående sundhedsmæssig-social betydning, idet den tidlige seksuelle aktivitet og den udbredte promiscuitet med den deraf følgende store udbredelse af kønssygdomme utvivlsomt befordres ved, at hele familien sover sammen på «briksen». (s. 46)[5]

Netop den fælles briks i et-rumshuset var karakteristisk for den inuits boliger der stammer fra før-kolonial tid og brugtes indtil den periode der indvarsledes med Grønlandskommissionens betænkning. Husets indretning med sit ene rum, fællessoveareal, briksen, som var en siddeplads og arbejdsplads om dagen, holdt effektivt på varmen og dannede rammen om arbejde, måltider og socialt liv, særligt om vinteren. Om sommeren åbnedes husene og familier spredtes på sommerbopladser i telte. Briksen var også en opbevaringsplads, og under den stod den balje med urin der anvendtes til bl.a. skindgarvning.[6]

Allerede i første halvdel af 1800-tallet ændredes husene af europæiske materialer, træbeklædning og kakkelovne, men den traditionelle grundplan og funktionalitet, direkte afledt af fangerlivets kultur, bestod:

Eksempel på traditionelt hus fra 1940´erne, med sovebriks og et-rumsindretning, som var et hjem for to mindre familier. [7]

Den måde at indrette sig på skulle nu – ligesom fangererhvervet og bosætningsmønstret – ændres som et vigtigt led i de forandringer Grønlandskommissionen anbefalede. Det gøres klart at netop boligerne spiller en central rolle i endemålet for reformerne:

Det er ikke for meget sagt, at en forbedring af boligstandarden i Grønland er en af grundbetingelserne for, at den fulde virkning kan nås af kommissionens forslag på de sundhedsmæssige, kulturelle, politiske og økonomiske områder. Specielt på det økonomiske område må man ikke undervurdere det omfang, i hvilket den lave boligstandard er årsag, direkte og indirekte, til den grønlandske befolknings nuværende ringe økonomiske effektivitet.[8]

Ligesom arkivalierne fra Finnmarkskontoret viser (se Astrid Marie Holands blogindlæg), var der tilsvarende planer om typehus-byggeri i Grønland. I Grønlandskommissionens betænkning står det dog både klart at man tænker på, hvem der skal bo der og, især, hvordan de der skal bo der, skal undergå en forandring (i teksten ‘udvikling’) fra udgangspunktet, både kulturelt, socialt og erhvervsmæssigt. Typehusforlagene i bilagene til betænkningen, 8 i alt, varierende fra 20 kvm til 90 kvm i et til to plan, var tegnet i Grønlands styrelses arkitektafdeling, og blev de første i et omfattende typehusbyggeri i Grønland der fortsattes helt frem til slutningen af 1990’erne. Disse første forslag til typer er i øvrigt ikke ulig de der ses i Finnmarkskontorets arkiv:

Typehus 5 og 6 i bilagene i Grønlandskommissionens betænkning

Byplanforlag i Vestgrønland 1951 og Igdlut Nutât 1954

Spørgsmålet om, hvorvidt der udveksledes erfaringer mellem Danmark og Norge i forbindelse de reformer og boligpolitikker der førtes i Grønland og Finnmark vil blive grundigt undersøgt i INDHOME, men allerede nu tegner der sig et billede af at man, på embedsmandsniveau, skelede til kollegers arbejde på tværs af landegrænserne i Skandinavien. I hvert fald indledes det første bud på en byplan for den grønlandske vestkyst, med en direkte reference til bosætningsmønstre på den norske kyst og de planer der lægges for Finnmarken. En anden tydelig parallel, er det både eksplicit og implicit formulerede formål at assimilere samer og inuit ind i de skandinaviske velfærdsstater som var under opbygning i Norge og Danmark.

Der vil endvidere kunne drages nyttige erfaringer fra det planlægningsarbejde, som er blevet udført i det nordlige Norge efter sidste krigs ødelæggelser. Den norske stats planlægningsorganisation ”Brente Steders Regulering” har i sit arbejde med genopbygningsplanerne tilstræbt en lignende koncentrering af fiskeforarbejdningen på nogle få, større pladser som fandtes velegnede hertil. Bestræbelserne er vistnok endnu ikke lykkedes i ret høj grad, bl.a. fordi planlægningen ikke er blevet fulgt op af statens øvrige organer, og fordi det ikke er lykkedes at gøre befolkningen medinteresseret i tilstrækkelig grad. Begge disse vanskeligheder bør kunne overvindes i Grønland. (s. 13-15)[9]

Sådan står der i et af de indledende kapitler i det byplanforslag som blev udarbejdet af en gruppe danske byplanlæggere fra Dansk Byplanlaboratorium.[10] Planen var en direkte følge af Grønlandskommissionens betænkning.

Forslaget – dansk udgave fra 1951

Teksten følger et eksempel, vist med to kort, på hvordan man i Norge planlægger organiseringen af fiskeriet i tre niveauer af havne, ankerpladser, fiskerihavne og fire større eksporthavne som man mener at man, løseligt, kan lade sig inspirere af for at effektivisere fiskeriet og fiskeindustrien.

Byplanen er baseret på en forudgående ‘byplanekspedition’ som en af byplanlæggerne, Poul Lyager, reflekterer over 50 år senere i en bog om ekspeditionen, planen og dens efterliv i den galopperende moderniseringsproces.[11] I dag lyder betegnelsen ‘ekspedition’ lidt besynderlig, men byplanlæggerne var ikke de eneste der var på ekspedition for at modernisere Grønland: I 1948-1949 var en gruppe jurister også sendt ud for at undersøge forholdene og udarbejde en betænkning om indførelse af danske retsforhold i Grønland hvilket senere resulterede i en ny kriminallov i Grønland.[12] I dag kan man undre sig over at danske embedsmænds arbejdsrejser benævntes ‘ekspeditioner’ men den lige linje fra fortidens videnskabelig ekspeditioner hvor der kortlagdes og observeredes, er tydelig: Europæiske akademikere der skal undersøge forholdene var der jo også tale om, de fleste uden forudgående viden landet (hvad der fremgår tydeligt af Lyagers erindringer) og med et specifikt videnskabeligt formål. I efterkrigstiden er formålet dog rykket tættere på Grønland: Både byplanlæggerne og juristerne skulle producere en anbefalet plan for samfundet som kunne få enorm betydning for den grønlandske befolkning.

Byplanlæggerne fulgte i store træk Grønlandskommissionens betænkning, men brød på et afgørende punkt med den – boligtyperne. De anbefalede fritliggende typehuse af træ, så de ingen perspektiver i. Der skulle bygges i højden og med materialer der krævede mindre vedligehold end træ. Blokbyggeriet var på vej til Grønland, omend ikke i så ekstrem udstrækning som byplanlæggerne, næsten drillende, satte i spil med i deres forlag:

En hel by i en blok? [13]

Trods den væsentligt anderledes vision om boligbyggeriet end kommissionens træhuse, var de boliger planen (ikke i detaljer – det var jo byplaner) foreslog, meget lig tanken bag typehusene: Moderne boliger for kernefamilien. Og byplanlæggerne, som havde haft meget ringe kontakt til befolkningen under deres ‘ekspedition’[14] holdt sig ikke fra at antage hvad man i Grønland ønskede sig af fremtidens boliger:

At landets indbyggere i en længst forsvunden tid har boet mange familier sammen i langhuse eller primitive former for rækkehuse, er vel ikke ensbetydende med, at befolkningen i dag vil finde det tilfredsstillende at bo dør om dør. […] Om befolkningen vil føle sig tillokket af etagehuslejligheder afhænger af hvor fordelagtige de vil vise sig for dem. Mange grønlændere er fra besøg i Danmark kendt med denne boligform, og mange vil antagelig være tilbøjelige til at tage danske boligvaner til forbillede.[15]

I Grønlands Styrelse gjorde man sig mange tanker om de mennesker der skulle bo i de nye boliger, og det gjorde byplanlæggerne også. De nye boliger, i betonblokke eller typehuse, (og jeg tør godt afsløre at det blev et miks af begge) skulle forme beboerne til at passe ind i alle de andre forandringer der skete i samfundet omkring dem. Dermed skulle beboerne i de nye huse helst forlade den fælles briks, droppe urinbaljen, lade børnene læse lektier i deres eget værelse og ikke bo sammen med deres slægtninge og gamle længere. Der var også kultur, social organisering og livsstil knyttet tæt til de traditionelle boliger, hvor flerfamiliehusstanden både praktisk og økonomisk organiserede dagliglivet og arbejdet på bopladserne.[16]

Detaljeniveauet i den styring staten ønskede på boligområdet var højt. I 1954 udgav det danske statsministerium en vejledning til de grønlændere der ønskede at bygge deres egne huse gennem det statslige boligstøtteprogram og den tykke manual omfattede alt fra det mindste søm til husets beliggenhed – og indretning:

Statsministeriets vejledning til indretning af selvbyggerhuse, 1954 [17]

Igdlut Nutât (Nye Huse) som vejledningen hed, er et eksempel på den ’opdragende’ effekt man ønskede de nye boligformer skulle have på beboerne. Her var anvisninger på indretning ned til mindste detaljer som f.eks. nips, farver og placering af møbler. Også her var der viet flere sider til beskrivelsen af sengepladserne og bygning og placering af senge, hvor det også blev understreget at man skulle sove adskilt.

Boligpolitikken efter 1950 fik utroligt store konsekvenser for befolkningen i Grønland. De næste årtier var også boligerne en del af de mange forandringer der mødte større og større kritik fra det grønlandske samfund. Og selvfølgelig blev boligerne heller ikke – helt – som de så ud på arkitekternes skriveborde, efter de blev fyldt med liv – på godt og ondt. Det er noget af det som INDHOME-projektet kommer til at udforske og fortælle meget mere om de næste par år.

Litteratur

Frandsen, Niels H, Hans Christian Gulløv, Jens Heinrich, Einar Lund Jensen, Ole Marquardt, Søren Rud, and Inge Høst Seiding. Grønland – Den Arktiske Koloni. Edited by Hans Christian Gulløv. Copenhagen: G.E.C. Gads Forlag, 2017.

Goldschmidt, Verner, Per Lindegaard, and Agnete Weis Bentzon. “Betænkning Afgivet Af Den Juridiske Ekspedition Til Grønland 1948-1949.” Copenhagen, 1950.

“Grønlandskommissionens Betænkning.” Copenhagen, 1950.

“Igdlut Nutât – Byg Bedre.” Copenhagen, 1954.

Jensen, Marianne. “Postkoloniale Ofre Eller Selvforskyldte Problemer? Beslutningsprocesser i Anlægsvirksomhede 1950-60.” Ilisimatusarfik – University of Greenland, 2020.

Lund Andersen, Hugo, Poul Lyager, Mogens Boertmann, and Flemming Teisen. “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.” Copenhagen, 1951.

Lyager, Poul. Om Byplan i Grønland – Mellem Præstestyre Og Hjemmestyre. Copenhagen: Dansk Byplanlaboratorium, 2000.

Madsen, Jens Christian. Grønlandske Boliger – Selvbyggeri Og Typehuse. Nuuk: Atuagkat, 2000.

Petersen, R. “Settlements, Kinship and Hunting Grounds in Traditional Greenland.” Meddelelser Om Grønland/Man and Society 27 (2003).

[1] Niels H Frandsen et al., Grønland – Den Arktiske Koloni, ed. Hans Christian Gulløv (Copenhagen: G.E.C. Gads Forlag, 2017).

[2] Ibid.

[3] Marianne Jensen, “Postkoloniale Ofre Eller Selvforskyldte Problemer? Beslutningsprocesser i Anlægsvirksomhede 1950-60” (Ilisimatusarfik – University of Greenland, 2020). Side 30-32.

[4] Hugo Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab” (Copenhagen, 1951).

[5] “Grønlandskommissionens Betænkning” (Copenhagen, 1950).

[6] Jens Christian Madsen, Grønlandske Boliger – Selvbyggeri Og Typehuse (Nuuk: Atuagkat, 2000).

[7] Madsen.

[8] “Grønlandskommissionens Betænkning.” S. 51.

[9] Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.”

[10] https://www.byplanlab.dk/

[11] Poul Lyager, Om Byplan i Grønland – Mellem Præstestyre Og Hjemmestyre (Copenhagen: Dansk Byplanlaboratorium, 2000).

[12] Verner Goldschmidt, Per Lindegaard, and Agnete Weis Bentzon, “Betænkning Afgivet Af Den Juridiske Ekspedition Til Grønland 1948-1949” (Copenhagen, 1950).

[13] Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.” S. 32

[14] Lyager, Om Byplan i Grønland – Mellem Præstestyre Og Hjemmestyre. S. 43

[15] Lund Andersen et al., “Byplanforslag i Vestgrønland. Narssaq – Sukkertoppen – Egedesminde – Godthaab.” S. 35

[16] R Petersen, “Settlements, Kinship and Hunting Grounds in Traditional Greenland,” Meddelelser Om Grønland/Man and Society 27 (2003). S.39-43

[17] “Igdlut Nutât – Byg Bedre” (Copenhagen, 1954).

31. mai 20227. juni 2022

Arkivet etter Finnmarkskontoret (FiKo)

Skrevet av Astrid Marie Holand

Arkivet etter Finnmarkskontoret (FiKo), Riksarkivet mai 2022, Del 1

Det kongelige Forsynings- og gjenreisningsdepartementets Finnmarkskontor framstår som et slående eksempel på hvordan det nordiske sosialdemokratiet ruller ut sitt topptunge og byråkratiske organisasjonsapparat for å løse problemer. Som et tungt tog, lastet med skjemaer og standardløsninger, ruller det ut i det nedbrente Finnmark – uten at det fins noen skinnegang der.

Etter fire hele dager omgitt av arkivmateriale etter Finnmarkskontoret for perioden 1945 til 1951 – med vekt på 1946-48, begynner det å danne seg et bilde av arbeidet deres. Materialet oppbevares hos Riksarkivet, og selve det å sitte der på lesesalen og bla gjennom 21 akrivbokser med rapporter og korrespondanse gir en helt egen nærhet til materialet. Flortynne kopiark i lysegrønt, lyserødt og gult gir et detaljert innblikk i arbeidshverdagen til ansatte i Finnmarkskontorets system, hovedsakelig ved hovedkontoret i Harstad. Hovedinntrykket herfra er at de hadde sterk tro på planlegging og sentralstyrt organisering, og at dette var utgangspunktet for deres organisasjonslogikk. Det hele virker som et typisk eksempel på mellom- og etterkrigstidens problemløsning: Man går ut på bred front med standardiserte universalløsninger.

Likevel blir dette mest en fortelling om kollisjoner; mellom planer og realiteter, mellom ulike tankesett. Om kaos. Oppi dette ser det ikke ut til at de som skulle håndtere gjenreisningens mange praktiske utfordringer hadde så mye plass for å tenke over hvem de nå var disse folka som skulle bo og jobbe i landsdelen, og hvordan de ville ha det.

Utfordringer og muligheter om hverandre

Finnmarkskontoret sorterte under Forsynings- og gjenreisningsdepartementet, og hadde en egen konsultativ statsråd, Peder Holt (A) som selv var fra Vardø i Finnmark.[1] De hadde en stor oppgave foran seg. Det var disse som skulle se til at gjenreisningsoppdraget ble utført i praksis.

Situasjonen i Nord-Troms og Finnmark i den første etterkrigstiden var prekær; alt manglet, både av byggematerialer, redskaper og utstyr. De som drev landbruk og fiske hadde mistet båter, redskaper og dyr. Slike mangler hadde Finnmarkskontorets fått i oppdrag å hjelpe til med å løse – men først og fremst skulle de reise mengder av nye hus; bolighus, fjøs og offentlige bygg som forsamlingshus og skoler.

I materialet er det beskrevet flere varianter av standardiserte typehus for boliger, byggesett som skulle bygges på en murt grunnmur eller enklere varianter som kunne bygges uten grunnmur. Noen ferdighus kalles Premiehus, og det er fordi tegningene ble laget gjennom en arkitektkonkurranse utlyst i Norge. Noen typetegninger ble også laget ved distrikts-arkitektkontorer opprettet rundt omkring i landsdelen. Under vises eksempel på en typetegning.[2]

Det er ganske tydelig at arbeidet med å gjenreise Finnmark ble sett på som en utfordring, fordi det manglet så mye og det var så mye å ta fatt i, men samtidig en mulighet til å gjenreise denne delen av landet på en måte som gjorde den moderne, attraktiv og konkurransedyktig.

Generelt om selve arkivet/arkivskaperen er det greit å vite at Finnmarkskontorets organisering ble endret i løpet av de årene det virket. Dette var hele tiden en midlertidig organisasjon som var tenkt å skulle fullføre oppgavene sine i løpet av ganske få år, og deretter legges ned. I arkivprotokollen er det bemerket at omorganiseringene har gjort det mer krevende å ordne arkivet i ettertid. Enn i dag er arkivet bare delvis ordnet, noe ble gjort av arkivar Marthinsen på 1986-88 på oppdrag fra Kommunaldepartementet, og noe av studenter under hans ledelse i 1995.[3] Arkivet utgjør 122 hyllemeter, og befinner seg i Riksarkivets aller nederste etasje.

Arkivet etter Finnmarkskontoret (FiKo), Riksarkivet mai 2022, Del 2

Ikke uventet virker situasjonen kaotisk i det gjenreisningsarbeidet starter sommeren og høsten 1945, men også mens arbeidet pågår er det vanskeligheter. Mengder av uforutsette problemer oppstår. Det å se på korrespondanse og rapporter fra denne perioden gir et godt innblikk i hvordan 1940-tallets planleggere forsto oppgaven sin, hva de la vekt på, hvilke problemer de møtte og hvordan disse ble forsøkt håndtert.

Finnmarkskontoret hadde også mangel på utstyr selv, og det fantes ikke uten videre ledige lokaler der de kunne holde til. Dette ble oppgitt som begrunnelsen for at hovedkontoret ble plassert i Harstad og ikke lenger nord enn som så: Harstad var det nordligste stedet hvor det fantes brukbare lokaler, og telefonlinjene sørover var intakte.[4] Finnmarkskontorets folk flyttet inn i tyskerbrakker på Trondenes, i det som ble kalt for Brakkeleiren og Sama-leiren. Her jobbet de, og her bodde de.

Ulike perspektiver

Fra Harstad reiste inspektører på inspeksjonsreiser med jevne mellomrom oppover i Nord-Troms og Finnmark for å forsøke å få oversikt over situasjonen. Materialet vitner om at det var store forskjeller i tankesett mellom representantene fra Finnmarkskontorets og hjemvendte innbyggere, lokalt næringsliv og kommunestyrene rundt omkring, eller eksempelvis de lokale byggenemndene. Representantene for det lokale Finnmark og Nord-Troms hadde slett ikke samme tro på den sentralstyringen som Finnmarkskontorets folk representerte. Dette ga utslag i samarbeidsproblemer, kritikk – og store mengder korrespondanse om detaljer i saksforhold der det hadde oppstått misforståelser og forsinkelser. Til tross for tydelige intensjoner om planmessighet, ryddig organisering og et ønske om å legge til rette for gode standarder særlig når det kom til husbygging, som var hovedoppdraget, så virker Finnmarkskontorets arbeid heller kaotisk. Det framstår i hvert fall slik gjennom det arkivmaterialet som til nå er gjennomgått.

Så helt overordnet, her har man en fullstendig uoversiktlig situasjon med mangel på alt. Dette er forsøkt møtt på en gjennomorganisert måte, men organisasjonsapparatet og planene som blir lagt er ikke fleksible nok til å håndtere forsinkelser, utakt i når det finnes byggematerialer og når det finnes arbeidskraft, og ikke minst utfordrende værforhold og problemer med logistikk. Eksempelvis lot det seg ikke gjøre å få orden på både fordeling av ferdighus til de ulike kommuner og tettsteder, produksjon av disse ferdighusene ved ulike fabrikker i Sør-Norge, å skaffe nok bygningsmateriale og nok kyndig arbeidskraft, få alt skipet oppover og losset i brukbare havner, og ikke minst også få tilsendt riktige arbeidstegninger i tide før vinteren satte inn i 1946.

Byggeprogrammet for 1947 slår fast at hovedformålet i 1946 var «å få flest mulig av befolkningen ført tilbake og ervervslivet i gang», oppgavene kunne «bare løses etter statens initiativ, gjennom et temmelig sentralisert apparat og dette måtte nødvendigvis ofte bli nokså improvisert». I 1947 ville det imidlertid bli «på en helt annen måte, slik at den enkeltes ønsker og den enkeltes eget initiativ kommer mer til sin rett».[5]

Kommune- og herredstyrer, lokale byggenemnder og lokale handelsstandsforeningen er mye tettere på reelle lokale behov. Det er helt tydelig at det oppstår en kollisjon her; mellom planleggingen som skjer på kontoret og realitetene ute i den enkelte bygd og det enkelte fiskevær. I denne situasjonen ser det ut til at Finnmarkskontorets folk har nok med å holde rede på seg selv og oppgavene sine, og det ser ikke ut til å være særlig kapasitet til å ta innover seg hvem denne innbyggeren er, som skal hjelpes med nytt hus, vann- og strømforsyning, kanskje også nytt fjøs og ny buskap. Noen steder kommer det fram at finnmarkingen er mer individualist en gjennomsnittet, og dermed ikke er så mottagelig for standardiserte løsninger. Standardiserte løsninger er akkurat det som forsøkes brukt når Finnmark skal gjenoppbygges med store mengder ferdighus.

Gjenreisningsdepartementets apparat i Nord-Troms og Finnmark var for øvrig delt inn i seks distrikter. Her var det ansatt distriktsarkitekter og distriktsingeniører. Særlig distriktsarkitekt Kirsten Sand i Skjervøy utmerker seg ved å tale innbyggernes sak. Hun tar for eksempel opp med sine overordnede at de lokale innbyggere er skeptiske til å fullfinansiere det nye huset sitt gjennom husbanklån, noe planleggerne tok for gitt at alle ville godta.[6] Dette er ett av flere tydelige eksempler på helt ulike oppfatninger av hvordan gjenreisningen skulle foregå. «Man må ha en tykkhudet sjel for å holde ut her», skrev Kirsten Sand ved en annen anledning.[7]

Arkivet etter Finnmarkskontoret (FiKo), Riksarkivet mai 2022, Del 3

Hensynet til samisk levemåte eller næringsdrift ser ikke ut til å ha vært særlig sentralt i gjenreisningsarbeidet etter 2. verdenskrig. Det finnes noen enkelteksempler i materialet fra Finnmarkskontoret som hittil er gjennomgått, men der det samiske kommer fram er det ikke i kraft av å være spesifikt samisk. Tvert imot. Eventuelle samiske koblinger fremheves ikke, bortsett fra i en utsendt medarbeiders fremtidsvisjoner – og da er det ikke noe pluss.

I en brosjyre om jordbruket i Finnmark og Nord-Troms (forside, se under) kommer planleggernes visjoner for den nybygde landsdelen ganske tydelig fram. Her er også næringer som fiskeri og reindrift nevnt. Legg merke til anbefalingen om å anskaffe reinsdyr som var «mere storvokste».[8] Denne brosjyren er samtidig et eksempel på hvordan planleggerne henvendte seg til dem som skulle bygge og bo i landsdelen.

Reindriftsnæringen fikk støtte i noen sammenhenger, og det finnes eksempler på at Finnmarkskontoret hjelper reineiere med å få erstatning for tapte dyr og kjøpe nye fra Sverige.[9]

Hva med det samiske, sånn ellers?

Finnmarkskontoret var kjent med at gammer var en vanlig type bygninger i Finnmark. Det finnes både tegninger og fotografier av gammer til boligformål og fjøsgammer (se under).[10] Disse er ikke omtalt som spesifikt samiske, det er heller snakk om tradisjonell byggeskikk i Finnmark. Det er jo også kjent at ikke bare samisk men også norsk befolkning brukte gammer til ulike formål. Bare i ett tilfelle er det snakk om finnegammer, som tilbys solgt fra Sverige. Det kan likevel være verdt å nevne at gammene ikke ble med på den vanlige lista over typebebyggelse beregnet på Finnmark.

I et skjema som husbyggere skulle fylle ut for å få byggestøtte er det rom for å oppgi om det skal drives smånæring i huset, type husflid eller annet, som krever spesielle tilpasninger.[11] Det betyr at dersom noen drev med duodji så ville det i teorien være rom for å gi opplysninger om dette.

Gammefjøs, beskrevet av Distriktsdyrlegen i Vadsø, 1938.

«Gammefjøs av betong», signert Finnmarkskontoret, Landbruksavdelingen, 1946.

Hvorfor er det samiske så lite tilstede?

Det finnes ulike mulige forklaringer på at det var slik. Siden forklaringene virker på ulike nivåer, er de ikke gjensidig utelukkende.

En åpenbar organisatorisk forklaring er at Finnmarkskontoret hadde avdelinger for boligbygging, landbruk og fiskeri men ikke for reindrift, som dermed ikke var blant deres kjerneoppgaver. Det å ivareta samiske hensyn sorterte under andre instanser, for eksempel Lappefogden. Det å ha klare regler for hvem som hadde myndighet og ansvar i hvilke sammenhenger – og å følge slike regler – var viktig i den styringslogikken vi møter her. Materialet bekrefter at det var sånn, når vi finner eksempler på at det oppsto diskusjoner og misnøye dersom fastlagt oppgavefordeling ikke ble fulgt, eller noen blandet seg inn på andres ansvarsområde.

En mer praktisk forklaring er at Finnmarkskontorets ansatte hadde mer enn nok arbeid med å organisere seg selv og kjerneoppgavene sine, som stort sett var av praktisk art. Da ble det kanskje ikke så mye kapasitet til å ta innover seg eventuelle ulike behov i befolkningen, eller hvem mottakerne av ferdighus-byggesettene egentlig var. Hensynet til samisk befolkning ser heller ikke ut til å ha vært noe tema, og det må nærmest skrives på samme regning. Ansvaret gikk ut på å få husene opp, og det var krevende nok.

På et politisk plan er en mulig forklaring er at det å tilby en standardløsning som i utgangspunktet er lik for alle – men gir rom for noen tilpasninger – kan forstås som uttrykk for den sosialdemokratiske likhetstanken, der alle skal få like muligheter, stilles likt. Det å behandle alle innbyggere likt er da ensbetydende med å tilby det samme til alle, og når dette ikke passet inn ble det opplevd som at nordlendingen var en lite standardisert type, som ikke satte pris på denne måten å løse oppgaver på. Det virker heller ikke som at lokale initiativ blir spesielt verdsatt fra Finnmarkskontorets side dersom disse initiativene handler om noe annet enn å ta imot standardhjelpen og dermed lette arbeidet for Finnmarkskontorets folk. Dette kommer blant annet til uttrykk i et brev fra en frustrert funksjonær som ikke kan forstå hvorfor de man skulle tro hadde mest bruk for hjelp var de mest motvillige.[12]

En annen forklaring, også på politisk plan, kan være at assimileringen av den samiske befolkningen ble regnet for å være bortimot fullført. Det ville i så fall harmonere godt med etterkrigs-Statens behov for å etablere en samlet nasjon og et sterkt interessefellesskap, der det ikke var ønskelig å ha potensielle gnisninger mellom ulike befolkningsgrupper. På den annen side – den som så for seg at assimileringen av den samiske befolkningen var i ferd med å bli fullført kunne komme til å mene at det ikke var nødvendig å ta spesielle hensyn til samisk levevis. En slik holdning kommer eksplisitt til uttrykk i en ellers på mange måter visjonær fremstilling av landsdelens muligheter fra 1945, ført i pennen av distriktsingeniør Kristen Friis i Tromsø. Han skriver følgende:

Rasemessig er befolkningen sterkt oppblandet med finsk og lappisk blod. Der er fra statens side på langt nær ikke gjort tilstrekkelig for gjennom systematisk skolegang å bibringe barna norsk tenkesett og lynne. En flerhet av de eldre snakker fremdeles lappiske eller finsk. Ungdomsskolen i Lyngseidet hvis tilblivelse skyldes en enkelt mann, skolebestyrer [navn] danner her en unntagelse og har bidratt sterkt til å utjevne raseforskjeller. Det er kun et tidsspørsmål når denne raseforskjell er ute av verden. Assimileringen er allerede langt på vei. Som etterkommere av verdens beste idrettsfolk bringer det finske innslag med seg en seig utholdenhet som ikke går tapt i første omgang. Det lappiske innslag er selvsagt vanskeligere idet det skal mere enn en generasjon til for et nomadefolk til å bli fastboende.[13]

Det er ganske påfallende at det gikk an å uttrykke seg på en slik måte i en offentlig sammenheng!

[1] https://www.stortinget.no/no/Representanter-og-komiteer/Representantene/Representant/?perid=PEHO

[2] 431B/7 (7) «H, 7-1»; Direktør Lunds sakarkiv; Mappe XVIX Husbygging.

[3] Dette er omtalt i Finnmarkskontoret 1945-1961. Katalog Riksarkivet 1995. Katalog nr. 1290.3/14 bd. 1 (fotografert).

[4] 425C/9 (39) «B»; Administrasjons og regnskapsavdelingen, 1945-53; Pro Memoria til staten.

[5] 425C/9 (39) «B»; Administrasjons og regnskapsavdelingen, 1945-53; Byggeprogrammet 1947.

[6] 431B/7 (7) «H, 7-1»; Direktør Lunds sakarkiv; Mappe XVIX Husbygging.

[7] 425B/8 (38) «E, 38-2»; Administrasjons og regnskapsavdelingen, 1945-53.

[8] 431B/7 (7) «H, 7-1»; Direktør Lunds sakarkiv.

[9] 427C/7 (17) «I»; Landbruksavd., hovedkontoret, Harstad, 1946-51.

[10] 429C/7 (38) «D, 38-1»; Landbruksavdelingen, hovedkontoret, Harstad; mappe «Gammer».

[11] 425B/8 (38) «E, 38-2»; Adm. og regnskapsavdelingen, 1945-53; 70 Krigsskadetrygden for bygninger og løsøre.

[12] 431B/7 (7) «H, 7-1»; Direktør Lunds sakarkiv.

[13] 431B/7 (7) «H, 7-1»; Direktør Lunds sakarkiv.